Med mere end 35 års erfaring i detailhandlen, fra de første skridt i en tøjforretning til rollen som direktør for brancheforeningen MERK, har Nikolai Klausen oparbejdet en unik indsigt i branchens udvikling, udfordringer og muligheder. Han kender butiksgulvet indefra og arbejder i dag tæt med både brands, butikker og beslutningstagere for at fremtidssikre den danske detailhandel og vores handelsbyer.
Nikolai har i det seneste årti stået i spidsen for fusionen af flere brancheorganisationer til det, vi i dag kender som MERK og har sat bymidten og retailens rolle i samfundet højt på dagsordenen. Han er kendt for sit klare sprog, sin kærlighed til butikslivet og sit urokkelige engagement i at skabe bedre rammer for hele værdikæden i livsstilsbranchen.
Som co-moderator guider han deltagerne gennem dagens program og leder de to Retail Talks, hvor vi går tæt på branchens mest aktuelle temaer – med spørgsmål, der både udfordrer og inspirerer.